Bruxelles tilhører ikke kun Europa
Digteren Anne-Louise Bosmans har boet i Bruxelles i omkring 10 år. Det er nogenlunde de 10 år bogen handler om, forskellige forsøg på at finde sig til rette, finde hjem i det fremmede og ukendte, om at bo, leve, miste, arbejde, skrive, stifte familie, mm. Teksterne i BRUXELLES præges af en fornemmelse af stærke personlige oplevelser, men stritter hele tiden imod at blive en fortælling om disse. Bosmans arbejder i stedet med en åbenhed og rummelighed i teksterne, der bygges nøgternt op omkring forskellig rum i boligen, byen, kulturen, psyken, kærligheden og familien. Rummene og infrastrukturerne imellem dem bliver bogens nervesystem. Det kollaps der rammer byens infrastruktur, da det bliver mål for terrorangrebene i marts 2016 rammer også bogens. Et omfattende kollaps. Herefter handler det på ny om at finde sig til rette som dansker i Bruxelles, med en marokkansk mand og et lille barn i en anden verden.BRUXELLES udkommer på toårsdagen for attentaterne i Bruxelles d. 22. Marts.
BRUXELLES
Anne-Louise Bosmans
Antipyrine, 2018
Tilrettelæggelse: Mathias Kokholm
ISBN 978-87-93694-01-9
Tryk: Specialtrykkeriet Arco, Skive
56 sider, 160 kr