UDKOMMER MEDIO JUNI 2018
I Nationale konstruktioner i dansk kunst og kunsthistorie viser Jens
Tang Kristensen, at danskhedsbegrebet i dansk kunst bør undersøges ud
fra en ny og kritisk historiografisk læsning. Der er tale om en læsning
der forklarer hvorfor rekonstruktionsmuligheden tilbage til
faderfigurerne, her forstået som eksakte kunstnere og kunsthistorikere, i
sig selv beror på en nationalromantisk, mytisk konstruktion. Det
understreges at faderloven, ligesom borgerfamiliestrukturen, udgør en af
forudsætningerne for at skabe nationalidentifikationen, hvor faderen
(fædrelandet/patriotismen) og moderen (modersmålet/Mor Danmark) kan
anvendes som folkeligt forankrende allegorier og symboler.
I vores
på mange måder postfaktuelle og etnisk chauvinistiske tidsalder
behandler forfatteren det paradoks at nationalismen har særdeles gode
vækstbetingelser i en ellers på mange måder transnational og
globaliseret verdensorden. Det skyldes bl.a. siger han at nations- og
statsbegrebet er ubevidste og omskiftelige begreber med en kompleks
genealogisk virkningshistorie. Hvor nationsbegrebet oprindeligt blev
associeret med åbne strukturer, blev det fra og med slutningen af
1700-tallet og frem gradvist konstrueret som et ekskluderende
fællesskabsbegreb. Det nationale blev fra nu af ofte forbundet med
etniske særkender, og det medførte, at man kunne operere med nationale
forestillinger, hvorved man kunne adskille et ”os” fra et ”dem”. Den
moderne nation og kunsthistorien, med dens interesse for territoriet og
civilisationshistorien, konsolideredes derfor i et parallelforløb, og
derfor kan kunst- og kunsthistorien heller ikke længere betragtes som en
uskyldsren beskæftigelse med æstetiske sysler.
Nationale konstruktioner i dansk kunst og kunsthistorie
Jens Tang Kristensen Antipyrine, 2018
tilrettelæggelse: Mathias Kokholm
trykt: Specialtrykkeriet Arco, Skive, Danmark
isbn: 978-87-93694-05-7
1. udgave 1. oplag