Dobbelt LP i æske med booklet, udkommer 12. april 2026.
Release koncert på Kulturloftet i Ebeltoft d. 12. april kl. 15:00
Musikken på dette album er skabt i min cirkusvogn på Mols, på Thorup Mark lige uden for Tved, ved det gule hus, som bonden og spillemanden Martin Madsen fik bygget omkring 1904. Martin Madsen var søn af Peter Madsen, der boede oppe i Tved.
Da mine Molbo-naboer Jan og Berit gjorde mig opmærksom på denne historie, plantede det et musikalsk frø i mig, en ydmyghed, respekten og nysgerrighed efter, hvordan det mon har været at være landarbejder og samtidig musiker; én der spillede til alt fra bal til begravelser.
En dag kom forfatteren Rasmus Theisen forbi med et eksemplar af noder renskrevet fra Peter Madsens gamle melodibøger. Kort efter sad jeg i cirkusvognen og spillede de gamle melodier på flygelhornet, med udsigt over markerne ved Tved og Thorup og helt over mod Eg og bakkerne ved Blåkjær.
Og da skete der noget magisk. Det var, som om en gammel sjæl blev vakt til live. Melodierne blev ikke spillet i et dansende spillemandstempo, men mere frit og svævende, som musik til en film, om noget der var engang. Som minder fra en fjern tid, der stadig rummer en kraft. Måske som selve stenvæggene i det gule hus, som jeg er i gang med at restaurere. Jeg begyndte at føle en dyb samhørighed med stedet, som min kone og jeg var flyttet til.
Det føltes som at give noget tilbage, som at skrive en hyldest til de mennesker, dengang og nu, der har holdt dette samfund i live. Dette blev begyndelsen på en kompositionsproces, hvor jeg udvalgte fire melodier af Peter Madsen fra nodehæftet og derefter begyndte at skille dem ad og samle dem igen. Rundt om og ind i disse magiske klangdøre, til en svunden tid, ville jeg væve nye stemninger. Alt blev komponeret på hornet, mens jeg sad og kiggede ud på mine omgivelser, min udsigt.
Jeg forsøgte at skabe musikalske stemningsafskrifter af, hvad naturen gjorde ved mine linjer, siddende midt i en symfoni af marker, enge, skove, bakker og dale. Landeveje, der skærer sig gennem landskabet, og besøg af alt fra hjorte og falke til store flokke af måger, gæs, sjaggere og stillitser. Jeg manglede et greb, hvor musikken for alvor blev min egen. Da jeg begyndte at undersøge betydningen af stednavnene omkring mig og oversatte dem til engelsk, åbnede musikken sig på ny. Det skabte både distance og en genklang af noget eventyrligt næsten Tolkien-agtigt.
Det blev også tydeligt for mig, at jeg måtte skrive for instrumenter, som naturligt kunne forbindes med denne musik: trompet, klarinet, violin m.fl.
*
COMPOSER: Jakob Buchanan
FEATURED ARTISTS:
CHRIS SPEED: clarinet and tenor sax.
ANDERS JORMIN: bass
SIMON TOLDAM: piano
JAKOB BUCHANAN: trompet
ARTOS STRING QUARTET:
TUE LAUTRUP: violin
SARAH LUCY FOLDAGER: violin
SANNA RIPATTI: viola
BRIAN FRIISHOLM: cello
LIVE RECORDING: Johannes Lundberg from the 23rd-the 26th of April 2025
MIXING & EDITING: Johannes Lundberg, Konstepidemien, Göteborg, Sweden
MASTERING: Petter Erichsson, Folkhemmet Unnaryd, Sweden
PUBLISHER BY: Our Recordings and Antipyrine, 2026
ARTWORK & PHOTOGRAPHY: Per Bergmann
POETRY: Mols Notes, Rasmus Theisen