Spædgry er Jonas Reppels anden udgivelse efter debutdigtsamling Farfedt (Antipyrine 2022). Spædgry handler om at blive far og om social arv. Hvordan det at blive forældre trækker tråde i både tid og mentale rum. Bogen kæmper, konkret og sprogligt med sig selv, den tumler med den sociale arv, dels økonomisk, men nok så vigtigt mentalt.
Jeget i Spædgry forsøger at få alt det svære sagt, til det sprogløse barn, de første dage efter fødslen, så det aldrig ville kunne huske det, så de aldrig skal tale om det igen. Kan man det, er det vejen frem, vil det lykkes.
Digtene skriver sig ind i og ud af aktuelle politiske diskurser. Kan man bringe et barn ind i en verden af krig, økonomisk krise, og undertrykkelse? Hvad gør det ved os, når vi efterlader vores børn, familie og venner i samfundets institutioner, når vi tilmed er vokset op med en grundlæggende mistillid til selvsamme? Hvordan bliver man forældre, slår det til med en klasserejse, økonomisk og uddannelsesmæssigt, hvis man stadig har arvet sine forældres smerter, mismod og mistro?
Spædgry er arbejder- og omsorgslitteratur, der stiller et skarpt og kritisk blik på besparelserne i velfærdsstaten. Den overordnede ramme er jegets usikkerhed og instinktive beskyttertrang i forhold til datteren, som skildres med sprækker ind til en intim, håbefuld verden. Men der er hele tiden en insisterende vrede og harme i digtene, en poetisk vold, hvor det undertrykte i jeget vender sine anklager ud mod verden og samfundet, og sig selv.
Spædgry udkommer d. 20. februar 2025.
Jonas Reppel (f. 1986) har tidligere udgivet digtsamlingen Farfedt (Antipyrine, 2022). Han har gået på Nordvest skrivekreds og Dramatisk laboratorium. Som forfatter har han modtaget arbejdslegat fra Statens Kunstond og vundet publikumsprisen ved dramatisk debut.
Spædgry
Jonas Reppel
Antipyrine, 2025
tilrettelæggelse: Kurt Finsten
tryk: Specialtrykkeriet, Skive, Danmark
isbn: 978-87-7584-046-5
1. udgave, 1. oplag
udgivet med støtte fra Statens Kunstond
184 sider, 200 kr.