Claus Carstensen: Doing Time II (2023)
Den tidslige åndenød er disse års obskure onde.
… Ethvert øjeblik er blevet ubeboeligt.
— Donatella Di Cesare:
Suveræn virus? Den kapitalistiske åndenød
Claus Carstensen er som billedkunstner og digter tekst- og bogakkumulerende, tænkende i et serielt indeks af punkter og forbindelser, der er bundet sammen i et stort bogapparatus, der har sin helt egen urene, konceptuelle integritet på tværs af essays, kataloger, kunstnerbøger og digtsamlinger. Digtsamlingerne er en form for hukommelse, tidebøger bestående af digte, der veksler mellem det nøgterne, det sceniske og det storladne. I hans nye digtsamling Doing Time II udfolder tiden sig som en slags palindrom eller krebskanon i dagbogslignende digte, der kredser om tab, genkomst og forgængelighed. Et tilbagevendende tekstformat i Carstensen digtsamlinger er de samplede cut-ups af nyhedsstrømmen, der i Doing Time II adresserer corona-pandemien og undtagelsestilstanden – suppleret med en serie fotografier og transskriptioner af konspirationsteoretisk graffiti fra Tórshavn på Færøerne.
Claus Carstensen: Doing Time (2021)
tilstandens undtagelse
undtagelsens latenstid
lungens deltidsansatte
udlignet statsdannelse
galdestenens tusindtal
Claus Carstensens nye digtsamling Doing time kredser om emner som død, sygdom, tab og erindring, gennem poetiske optegnelser, konkret poesi, notater, cut-up, lister mm. Metoder og midler der måske ofte forbindes med noget hårdt og formelt, bliver hos Carstensen til noget åbent og sårbart, strømme af ord, sproglige nydannelser, slynger sig ind i og tydeliggør strukturer, omgivelser og tilstande. En uren konceptualisme der rummer en særegen umiddelbarhed og ømhed. Det er det forhåndenværende søms princip, fundet tekst, notering af tid, herunder bl.a. en del materiale, begreber og fragmenter, relateret til COVID-19, ofte ganske opfindsomt sprogligt og til tider poetisk.
Claus Carstensen: RES PUBLICA (2020)
Claus Carstensens Res publica er en samling af essays og samtaler fra de seneste otte år 2011-2018. På trods af at de fleste tekster har haft en konkret anledning og ofte er blevet skrevet på opfordring, har der dannet sig et indeks af genkommende temaer, som er grundlæggende for Claus Carstensens kunstneriske arbejde. Et af disse temaer er hans interesse for forholdet mellem død, avantgarde, politik og repræsentation. Et andet er hans arbejdsmetode, hvad angår maleri, grafik, samlinger og stedsspecifik praksis. Et tredje hans historiske og kunsthistoriske interesse for begreber som kunst, subjektivitet og kollektiv biografi.
Død, politik, repræsentation og dyregørelse er nogle af de emner Claus Carstensens nye digtsamling S.T. kredser om. Græshoppesværme af indlånt tekst, befolket af rotter, hunde, fugle og insekter. Bogen er sammensat af elementer og formater, der slynger sig ud og ind ad Carstensen digtsamlinger: noter, anagrammer, ekfraser, billeder, lister, afskrivninger, poetikker, manifester, tvangstanker, fejlciteringer osv. En skøn uren konceptuel blanding, der ofte får Carstensens digtsamlinger til at fremstå som en slags litterært dokument, en hukommelse, et arkiv, noget stærkt idiosynkratisk.
S.T. indskriver sig i en serie af tidligere digtsamlinger (dødebøger), som har et nærtstående familiemedlems dødsfald som omdrejningspunkt. For nærværende er det faderen Hans Emil Carstensen (1931-2020), som bogen er dedikeret til.
Forfald og dødsfald, tænder der knækker, mennesker der dør. Claus Carstensen har skrevet sin femte dødebog, digtsamlingen F.T. (der står for Fünftes Totenbuch).
F.T. indskriver sig i en serie af tidligere digtsamlinger (dødebøger), som har et nærtstående familiemedlems dødsfald som omdrejningspunkt. For nærværende er det morbroderen Alfred, maleren Alfred Friis (1938-2016), som bogen er dedikeret til.
F.T. er sammensat af elementer og formater, der slynger sig ud og ind ad Carstensen digtsamlinger: noter, anagrammer, ekfraser, billeder, lister, afskrivninger, poetikker, manifester, tvangstanker, fejlciteringer osv. Digtsamlingen bliver en asynkron tidskapsel, med en kompleksitet af aflejringer; sproglige, teoretiske, historiske såvel som samtidige.
Claus Carstensen er som billedkunstner og digter bogakkumulerende, tænkende i et serielt indeks af punkter og forbindelser. De tilsyneladende autistiske fragmenter bindes ofte sammen i det efterhånden store bogapparatus, der har sin helt egen urene, konceptuelle integritet. Den nye digtsamling Terr er ingen undtagelse. Carstensen digtsamling er svært subjektiv, grænsende til det idiosynkratiske, men samtidig bevidst om at undgå mytologisering ved at lægge alt på bordet. Digtene baseres bl.a. på optegnelser, private noter, lister, citater og fundne tekster og kredser om totalitarisme, intimitet, tab og tid. Terr rummer flere genkommende spor fra Claus Carstensen samlende indeks; territoriet, terror, skizofreni, Rote Armee Fraktion, Klaksvikaffæren, mm. Bogen udkommer samtidig med en stor soloudstilling på ARoS – Aarhus Kunstmuseum under titlen What’s left (is republican paint) – 9 sisters, hvor flere af bogens tekster inkorporeres – en tilbagevendende praksis der kobler udstillingerne og bøgernes rum.