Geo-pjäsernas debutplade er første del af en kommende serie af udgivelser, hvor forholdet mellem landskab, kortlægning og musik undersøges. Albummet er optaget hen over syv varme sommerdage i Tved Kirke på Mols i 2021.
Pladen har ingen vokal, og består udelukkende af udtryksfulde strengeinstrumenter, som i kirkens kølige indre, får lov at søge begejstret vidt omkring, i et mix af folkemusikken fra Mols, new-age, bluegrass, højlandsviser og ny-klassisk musik.
Titlerne har musikerne genereret ud fra et tilfældighedsprincip, hvor tre informationer skulle indgå, sådan at hver komposition indeholder et fiktivt ’udsagn’, et land og et årstal. Pladens 11 numre er således et soundtrack til en fiktiv rejse. Forskellige musikalske, episodiske nedslag på verdenskortet, skabt af et system, som er ude af musikernes kontrol, og som man kan kalde tilfældets geografi.
Geo-pjäserna udgøres af forfatter og guitarist Rasmus Theisen og cellist og komponist Asbjørn Elle. De er begge opvokset på Mols og har i mange år arbejdet sammen i forskellige konstellationer.
Køb digitalt album på forlagets bandcamp.
Rasmus Theisen er uddannet fra Forfatterskolen i 2019, og udgav sidste år romanen Andre hunde (Gyldendal, 2021). Asbjørn Elle er uddannet musiker og komponist fra Det Jyske Musikkonservatorium i 2020, og selvudgav senest ambientpladen Modern Marine Archaeology. På hver af Geo-pjäsernas plader optræder skiftende gæstemusikere, og på debutpladen er det guitarist og sangskriver Søren Breum, som er med.
Pladen udgives på Forlaget Antipyrine og udkommer lørdag d. 29. oktober. På Sølballegård i Mols Bjerge vil gruppen på udgivelsesdagen spille albummet live i sin helhed.
GO beyond representation
GEO pjäserna
Antipyrine Records #002, 2022
12" vinyl LP, 180 kr.
Alle kompositioner arrangeret af Asbjørn Elle, Søren Breum, Rasmus Theisen / Skrevet af Rasmus Theisen / Mixet af Asbjørn Elle / Mastereret af Sofus Forsberg / Tilrettelagt af Mathias Kokholm / Trykt hos Dancd / isbn 978-87-7584-005-2 / Alle sange er indspillet i Tved Kirke på Mols, sommeren 2021
Tak til Tved Sparekasse, Gorm Ridder og Tved Kirke, Foreningen for Mad og Kunst på Pedersminde, Spillemandslauget Djursland-Mols, Mathias Kokholm og Antipyrine