uddrag Af mig selv:
Det er også til min egen forundring, at man kan leve af at spise, drikke og skrive om det. Ikke blot ernære sig ved det, men leve af det i forstanden “tjene til livets ophold”. De fleste lever vel sagtens af at spise og drikke, bare uden at skrive om det.
Duften af basilikum, den får altid ros af mig. Som regel. Åbningen af en ny restaurant vækker generelt nysgerrighed. Hvis jeg synes om navnet, er jeg mere positivt stemt over for de retter, jeg får serveret. Sproget giver forventninger og vækker forestillingerne.
*
Skulle jeg tilberede mig, så ville jeg gå op i at anvende så meget som muligt af mig selv. Jeg ville bestemt også tilberede mine indre dele. Jeg læste forleden en opskrift på leverpostej, der ikke virkede alt for avanceret. Det er stort set bare leveren, der skal køres gennem kødhakkeren sammen med løg og fedt, før den bages. Det er dog mest en frokostret ligesom sprængt tunge med peberrodscreme. Man må tænke sig selv som en menu, og jeg foretrækker at blive inviteret på middag frem for frokost.
Stegt lever er heller ikke af vejen. Men den må ikke være for tør. Og jeg er jo temmelig spinkel. Dog i mindre grad omkring maven. Der kunne godt være en fin lever derinde, men det er svært at danne sig begreb om på stående fod. En læge kan nok sige noget om mine organer. Eller en diætist måske? Der findes selvfølgelig gode råd, der er generelle for levere, og som ikke kan overdrives.
Derfor er jeg begyndt at spise masser af majs. Masser og masser af søde majs. Og drikke sherry. En fed, marineret lever sammen med en tør, mousserende vin fra Bourgogne. Og så vil jeg servere end sød sauce lavet på æble til. Eller på pære måske, men med stor opmærksomhed på at den ikke må være for sød.
*
Af mig selv
Kasper Hesselbjerg
Antipyrine, 2019
tilrettelagt af: Mathias Kokholm
tryk & bogbind: Bogbinderiet Aarhus & Det Grafiske Hus
isbn: 978-87-93694-38-5
udgivet i forbindelse med Måtidets Bienale 19, i samarbejde med Institute of Meals
40 sider. 120 kroner – 100 eksemplarer