Demokrati
Mikkel Bolt & Dominique Routhier
Repræsentationskritik – Antipyrine, 2022
https://antipyrine.dk/products/d-e-m-o-k-r-a-t-i?_pos=2&_sid=95d03633c&_ss=r
Demokratiet er en politisk fiktion. Som stormen på Kongressen i USA understregede, befinder det moderne demokrati—uløseligt knyttet til staten, nationen, folket og markedet—sig i en dyb krise. I et slags væbnet karneval sætter en broget flok US-amerikanske patrioter sig for at redde demokratiet fra sig selv. Men hvad er det for et demokrati, der skal reddes? Og hvorfor?
For Marx og den revolutionære bevægelse var det borgerlige demokrati først og fremmest en strategisk kampplads, ikke et politisk mål i sig selv. Trods vigtige sejre viste demokratiet sig hurtigt som en slags politisk fælde, som hver gang kanaliserede den ‘socialistiske’ massevækkelse ind i forbrug for de heldige og for evigt udsatte verdensrevolutionen. I stedet fik vi det liberale markedsdemokrati, hvor venstre- og højrepopulister rituelt slås om definitionsretten på det virkelige demokrati.
Andet bind i forlaget Antipyrines serie om “repræsentationskritik” rummer tre nøgletekster om demokrati af hhv. Karl Marx, Claude Lefort og Mario Tronti. Bogen er redigeret og forsynet med forord af Mikkel Bolt og Dominique Routhier.
*
Strejke
Mikkel Bolt & Dominique Routhier
Repræsentationskritik – Antipyrine, 2021
https://antipyrine.dk/products/s-t-r-e-j-k-e?_pos=1&_sid=58af23c7a&_ss=r
Strejken findes. Men hvem udover en forstenet parlamentarisk venstrefløj tror egentlig på at strejken kan ændre noget som helst? Den organiserede strejke med dens endeløse parader, røde faner, og obligatoriske socialdemokratiske skåltaler om “arbejderen” og almindelige mennesker i kansastøj er et tomt ideologisk ritual. Det vidste allerede Rosa Luxemburg i 1906, da hun beskrev den første russiske revolution som resultatet af spredte arbejdsnedlæggelser, konflikter og opstande. Det ved ligeledes Claire Fontaine, den celebre franske “ready-made” kunstner, der foreslår at vi udvider strejken maksimalt og strejker fra livet. Strejken er død, leve strejken!
Strejke er en masseproduceret kunstnerbog om de historiske og aktuelle repræsentationer af strejken. Bogens tre hovedtekster af henholdsvis Rosa Luxemburg, Gayatri Spivak, og Claire Fontaine sætter strejken som begreb og revolutionær strategi til fornyet debat. Teksterne er forsynet med et redaktionelt forord af kunsthistoriker Mikkel Bolt og filosof Dominique Routhier, som lægger op til at udvide strejken til en menneskelig strejke, en afbrydelse af hverdagslivet med alle dets personaliserede billedlige dominansformer. Det er tid til at strejke!
Strejke er det første bind i en ny kunsthistorisk serie, “Repræsentationskritik”, udgivet af Antipyrine.