Den franske filminstruktør Robert Bresson (1901-1999) indtager en særposition i europæisk filmhistorie, og hans lille bog Noter om kinematografen fra 1975 har øvet afgørende indflydelse på en lang række af filmmediets største kunstnere og på filmtænkningen generelt. Forlaget Antipyrine præsenterer nu den første danske oversættelse af Bressons kanoniserede bog.
Oversat til alle større sprog og valgt til den næst vigtigste bog om film gennem tiderne af britiske Sight and Sound, er Bressons kampråb for en ny type filmkunst svær at ignorere. Noter om kinematografen er en samling trodsige aforismer, der i sin polemiske, radikale stil både tilbyder en afgørende nøgle til at forstå Bressons egne værker med, men især præsenterer en af filmhistoriens store og skoledannende teorier om levende billeder.
Bressons anliggende er at udfordre den konventionelle, berettende spillefilm. I stedet for handlingsforløb og karakterpsykologi, som Bresson mener undertrykker filmmediets egentlige mulighed, ønsker han at frisætte en anden type filmskabelse (hvad han benævner kinematografen), som skal omstyrte vores billedvirkelighed og gøde jorden for en langt dybere og mere vidtgående filmkunst. Bogen er dermed både en poetik om film og et bredere kulturelt argument for, hvordan det moderne menneske benytter sig af og spejler sig i billeder.
Sammen med Bressons tekst indeholder udgivelsen oversætter Emil Leth Meilvangs kontekstualiserende forord, forfatter J. M. G. Le Clézios introduktion fra den originale franske udgave, samt kulturteoretiker Susan Sontags klassiske essay om Robert Bresson fra 1964. Noter om kinematografen er første udgivelse i bogserien Øjets Bibliotek, der på forlaget Antipyrine vil præsentere oversættelser, mindre pamfletter og kunstudgivelser om billedteori og -politik.
Noter omkinematografen udkommer d. 10. august. 2018.
*
Noter om kinematografen
Robert Bresson øjets bibliotek #1 Antipyrine, 2018
oversættelse og forord af Emil Leth Meilvang
– oversat fra Robert Bresson (1975), Notes sur le cinématographe, Gallimard, Frankrig forord fra den originale franske udgave af J. M. G. Le Clézio
essay af Susan Sontag – “Spirituel stil i Robert Bressons film”
tilrettelæggelse: Mathias Ruthner trykt: Specialtrykkeriet Arco, Skive isbn: 978-87-93108-95-0
1. udgave 1. oplag