Jeg sætter mit ben i Aarhus - igen!
– Art of my own Sture Johannesson
– Footnotes Lars Bang Larsen
The Abdulla Committee (Malmö-Silkeborg, 2014)
28 sider, 50 kr.
Publikationen følger Sture Johannessens værk Jeg sætter mit ben i Aarhus – igen!, der indgår i kurator Lars Bang Larsens 'genopførselsprogram' i forbindelse med udstillingen Systemics#4: Aarhus Rapport – avantgarden som netværk (eller, det ultralokales politik) i Kunsthal Aarhus (sep.-dec. 2014).
Sture Johannessons værk Jeg sætter mit ben i Aarhus – Igen! (2014), er en bronzeafstøbning af kunstnerens nyligt amputerede ben. Gennem sin involvering i den Situationistiske Internationale i tresserne tilbragte Johannesson – som er fra Skåne i Sverige – tid i Jylland og var vidne til nogle af de begivenheder, der er dokumenteret i Århus Rapport. Jeg sætter mit ben... er konciperet som et vandreobjekt, der skal vises i forskellige udstillingssammenhænge. På denne måde kan værket ses som en ortopædisk demontering af den mobilitet der forventes af samtidskunstneren. Eller det er slet og ret en selvironisk kommentar til at se tilbage på sit liv fra alderdommen: hvis du ikke kan træde ned i den samme flod to gange, som Heraklit sagde, er det måske simpelthen fordi, de har fjernet dit ene ben.
– Art of my own Sture Johannesson
– Footnotes Lars Bang Larsen
The Abdulla Committee (Malmö-Silkeborg, 2014)
28 sider, 50 kr.
Publikationen følger Sture Johannessens værk Jeg sætter mit ben i Aarhus – igen!, der indgår i kurator Lars Bang Larsens 'genopførselsprogram' i forbindelse med udstillingen Systemics#4: Aarhus Rapport – avantgarden som netværk (eller, det ultralokales politik) i Kunsthal Aarhus (sep.-dec. 2014).
Sture Johannessons værk Jeg sætter mit ben i Aarhus – Igen! (2014), er en bronzeafstøbning af kunstnerens nyligt amputerede ben. Gennem sin involvering i den Situationistiske Internationale i tresserne tilbragte Johannesson – som er fra Skåne i Sverige – tid i Jylland og var vidne til nogle af de begivenheder, der er dokumenteret i Århus Rapport. Jeg sætter mit ben... er konciperet som et vandreobjekt, der skal vises i forskellige udstillingssammenhænge. På denne måde kan værket ses som en ortopædisk demontering af den mobilitet der forventes af samtidskunstneren. Eller det er slet og ret en selvironisk kommentar til at se tilbage på sit liv fra alderdommen: hvis du ikke kan træde ned i den samme flod to gange, som Heraklit sagde, er det måske simpelthen fordi, de har fjernet dit ene ben.